Danmark og England i krig

Englands angrep på Danmark og ranet av den dansk-norske flåten 1807 førte til at Danmark-Norge og England kom i krig. Nedenfor følger Danmarks krigserklæring og Englands svar (begge noe forkortet). Hentet fra Jostein Nerbøvik (red.): Kilder til norsk historie 1560–1940, Universitetsforlaget 1968.

Oppgave

  1. Hvordan begrunner Danmark krigserklæringen mot England?
  2. Hvordan begrunnes flåteranet fra engelsk side?
  3. På hvilken måte, direkte eller indirekte, spiller Frankrike i en rolle i de to erklæringene?
  4. Kan du trekke paralleller mellom Englands handlinger i 1807 og tilsvarende stormaktsinngrep fra vår egen tid?

Kilde

Danmarks krigserklæring mot England

Hele Europa kjender det System, som Danmark har fulgt med uforanderlig Vedholdenhed under 15 Aars Krige og Uroligheder. Den strenge Overholdelse af en aaben og upartisk Neutralitet, og en samvittighedsfuld Opfyldelse av alle de Pligter, den medfører, have udgjort den eneste og bestandige Gjenstand for alle dets Ønsker og Bestræbelser. I alle sine Forhold til andre Stater har den danske Regjering viist en Ligefremhed og en Redelighed, der svarede til dens Hensigters Reenhed, og til den Kjærlighet til Fred, hvori den ei kan mistænkes for nogensinde at have vaklet. Hidtil havde Forsynet velsignet dens Bestræbelser.

Denne Freds- og Sikkerheds-Tilstand er pludselig bleven tilintetgjort. (...) Den danske Regjering har seet den engelske Krigsmagt ankomme til sine Kyster, uden Anelse om at den var stilet mod Danmark. Øen Sjælland befandtes omringet, Hovedstaden truet, den danske Grund haanet og krænket, førend Hoffet i London ved et eneste Ord havde lagt sine fiendtlige Hensigter for Dagen. Disse bleve dog snart tydeligen nok udtrykte. Men Europa vil have Vanskelighed for at fæste Tro til hvad det faaer at høre. Den sorteste, den voldsomste, den grusomste Plan, som nogensinde er bleven lagt, er blot grundet paa en foregiven Efterretning, eller snarere et løst Rygte, om et Forsøg, som efter det engelske Ministeriums Paastand skulde gjøres for at rive Danmark ind i Forbindelser, som vare fiendtlige for Storbritannien. Støttende sig paa denne Forutsætning, som den meest løselige Undersøgelse snart viiste kun var en falsk Formodning, lod den engelske Regjering paa den sin egen Interesse og sørge for sin egen sikkerhed, kun havde Valget mellom en Krig og mellem den nøieste Alliance med Storbritannien. Og hvilken Alliance vovede man at tilbyde? En Alliance, som til første Pant paa Danmarks Undertvingelse overgav det Krigsskibe til den engelske Regjering. Valget mellem disse Forslag kunde ikke være tvivlsomt. Forslaget selv, ligesaa fornærmeligt i sit Tilbud, som i sine Trudsler, kunde end ikke foranledige nogen Betænkning. Den retfærdigste og dybeste Harme maatte overveie enhver anden Betragtning. I dens Stilling mellem Skam og Fare havde den danske Regjering intet Valg. Krigen utbrød. Danmark skjuler ingenlunde for sig selv de Farer og de Tab, hvormed denne Krig truer det. Uforberedt overfaldet paa den troløsteste Maade, angrebet i en isoleret Provinds, som var blottet for alle Forsvarsmidler, med Magt henrevet i den meest ulige Kamp, kan det ikke smigre sig med at undgaae smertelige Uheld. Men endnu har Danmark at redde en usmittet Ære og den Agtelse, som det tør smigre sig med ved en pletløs Fremgangsmaade at have forskaffet sig i Europas Øine, og det troer at vinde meer Ære i en Modstand, som bukker under for Magten, end dets Modstander i en Triumf, som misbruger den. Det frygter ikke Europas Dom over denne nye Tvist, det troer forud herved at finde sig hædret. (...) Den troer sig berettiget til at stole paa de europæiske Kabinetters Deeltagelse og Retfærdighed, og haaber at spore Virkningen deraf især fra de høie Souverainers Side, hvis Hensigter og indgangne Forbindelser have maattet tjene til Paaskud for at besmykke den mest skrigende Uretfærdighed, og hvis Tilbud, sigtende til at give den engelske Regjering Midler i Hænde til en almindelig Freds Indledning, ikke have kunnet afholde denne fra en Voldsomhed, der maa oprøre alle retskafne og ædle Hjerter i England selv, og besudler for evig Storbritanniens Annaler."
(Fra Jacob Alls Erindringer, side 597–598.)

Den britiske erklæring

 Men i det Hans Majestet Kongen av England beklager den grusomme Nødvendighed, som har tvunget ham til at tage sin Tilflugt til fiendtlige Handlinger mod en Nation, med hvilken det var Hans Majestæts alvorligste Attraa at indgaae en Forbindelse til fælles Tarv og Alliance, føler Hans Majestæt tillidsfuld, at Retfærdiggjørelsen for Sammes Forhold vil findes i en uundgaaelig Pligts Bydende, der for en Fyrste overgaaer alle en Souverains øvrige Forpligtelser, den Pligt nemlig at sørge, medens der endnu er Tid, for sit Folks umiddelbare Sikkerhed.

Danmarks Uformuenhed til at mod staae Virkningen af en udvortes Indflydelse og en frygtelig Nabomagts Trudsler. (...) som Frankrige nu havde Midler til at give det samme Skræmsels-Princip, da det saae Kongeriger kastede for sine Fødder, og havde hele Nationers befolkning under sine Faner.
Faren var heller ikke mindre overhængende end vis. Den Armee, som var bestemt til et Indfald i Holsteen, var forsamlet paa det neutrale Hamburgs krænkede Grund. Og naar Holsteen først var besat, var Øen Sjælland i Frankriges Vold, og Danmarks Sømagt til dets Raadighed.

En britisk Magt kunde, det er sandt, have banet sig Vei til Østersøen, og for en Tid avet den danske Sømagts Bevægelser. Men den Aarstid nærmede sig, da denne Forsigtighedsregel vilde været uden Nytte, da Hans Majestæts Flaade maatte have forladt hiin Sø, og tilladt Frankrige i uforstyrret Sikkerhed at forøge sine Midler til et Angreb imod Hans Majestæts Besiddelser.
Var Danmark virkeligen beredt paa at modstaae Frankriges Forlangende og forsvare sin Uafhængighed, saa tilbød Hans Majestæt sin Medvirkning til dets Forsvar – ved en Flaade, ved Tropper og Pengehjælp; end videre Garantie af dets europæiske Lande, og Sikkerhed for dets Colonial-Besiddelser samt Forøgelsen deraf.

At Sværdet er bleven draget for at udføre en Foranstaltning, som var fornøden til at sikre Hans Majestæts Lande, maa Hans Majestæt oprigtigen og bitterligen beklage. At Verdens Stilling og Omstændigheder ere saa, at de have krævet og retfærdiggjort de Forholdsregler til Selvforsvar, hvortil Hans Majestæt har fundet sig tvungen til at tage sin Tilflugt, er en Sandhed, som Samme dybt beklager, men hvorfor han ingen Deel er ansvarlig. (...)
(Fra Jacob Aalls Erindringer, side 598–600.)

Nettressurser

Slaget på Kjøbenhavns Red 2. april 1801

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/slaget-paa-reden-1801/

Henrik Ibsen: Terje Vigen

http://www-bib.hive.no/tekster/ekstern/ibsen/terje-vigen.html

Litt av hvert om folk på og fra Flekkerøya under Napoleonskrigene

http://www.flekkeroy.no/hnapoleonskrigene.htm

© Arve Aarrestad, Flekkerøy historielag